Begyndere

På begynderholdet er træningen tilrettelagt således, at alle kan være med uanset alder og form.

Her lægges vægt på at opbygge god kondition og styrke samt at lære de grundlæggende basisteknikker indenfor Shinkyokushin karate.

Hård træning

Shinkyokushin karate er kendt for at være en af de hårdeste karatestilarter i verden, og det er da også den første fuldkontaktstilart, der blev grundlagt. Læs mere om Shinkyokushin karate her.

Selvom det er hård træning, så bliver der taget hensyn til alle, og i takt med at man bliver stærkere og mere teknisk dygtig, forøges træningens intensitet.

Børn bliver ikke udsat for fuldkontakt, men her trænes i stedet semi-kontakt, hvor der er flere regler og mere beskyttelse, bl.a. hjelm og vest.

Kihon

Kihon er en betegnelse for basisteknikkerne i karate. Når man træner kihon udøver man stød, spark og parader.
Vi træner kihon for at øge vores hastighed, styrke og fokus i vores teknikker. Kihon er et godt grundlag for at blive teknisk dygtig.

Kata

I kata benytter man basisteknikkerne i bevægelser mellem forskellige stillinger. Vi træner kata for at øge vores balance, timing og bevægelighed. Kata indeholder forskellige sekvenser, som i det store hele udgør selvforsvar.

Kumite

Kumite betyder kamp. I Shinkyokushin karate trænes der som udgangspunkt fuldkontakt.
Kamptræningen foregår ofte ved hjælp af pudetræning, cardio og sparring.